I sine beregningsmodeller forsimpler Statik- og Styrkelæren virkeligheden, den spalter former og adskiller dem i dimensionerbare enkeltdele – det er i sig selv en udfordring at beherske dens fysiske grundlag, der strækker sin rødder tilbage til Galileo Galilei og Isaac Newton.
I formgivning er naturen den store inspiration, dens logiske struktur og additive princip. Legen med matematikken og fysikken førte naturligt til en interesse for det komplekse i naturen, hvor videnskaben finder sit grænsefelt.

I første færd var det et studie af ‘overflade-aktive væsker’ – sæbeboblen og dens matematiske minimalflade sammenholdt med dens fysiske formation af den spinkle ‘tensidelamel’ og dens kemiske molekylærdesign. Til en given randkurve danner sæbehinden eller tenside-molekylerne instinktivt en minimalflade (den flade, der opretholder et minimum i sin energitilstand og i alle punkter har middelkrumningen 0) – på ét splitsekund løser den et uhyre komplekst matematisk problem.
Gennem Frei Ottos arkitektoniske arbejder, hvor det olympiske stadion i München forbliver hovedværket, og hans forskning ved ‘Instituts für leichte Flächentragwerke’ lærte jeg at udforske en helt ny verden. Det blev til udformningen af et telt udført som en minimalflade.

Siden blev det, på et mere filosofisk plan, til studier i Richard Buckminster Fullers univers, hvor især de Geodætiske strukturer, komplekset imellem tryk-/trækkræfter og hans forsøg på at eliminere indflydelsen af bøjningsmomentet i konstruktioner vakte interesse.