









|
De topografiske forhold på østkysten af Grønland har skabt en enestående kajaktype, der gennem generationer i en isoleret kultur er perfektioneret til en af de smukkeste kajakker i verden. Andre regioner (se også »Vestgrønlandsk kajak, 2003«) har udviklet raffinerede konstruktioner og typer, men sakritten (østgrønlandsk for kajak) er den, som stiller de største krav til håndværket og forener det med en sublim æstetik i fartøjets linjeføring.
Efter grundige studier på Nationalmuseets etnografiske samling byggede jeg i samarbejde med Svend Ulstrup en sakrit (efter forlæg mus.nr.: L 19.157), hvor alle dele i konstruktionen er udført i østgrønlandsk teknik. Skelettet er dyvlet sammen, og der er ikke anvendt søm. Stævnpartierne er opbygget uden surringer, såvel som masik og mandehul er efter oprindelig forlæg. Den færdige kajak er en af de eneste af eftertidens nybygninger, som er tro mod den østgrønlandske byggeskik, der kulminerede i 1930’erne, og hvor det er lykkedes at opnå den vanskelige proportionering af stævnpartierne. |