




|
Imellem søerne og mosen var Lyngby det naturlige sted at ‘krydse vandet’ for Kongevejen. Der hvor byen engang startede, ved Kongevejens bom, lå det lille vandløb Dronningevadet.
Her blev byens fornemmeste hus, ”Det Hvide Palæ”, opført i 1806. Den klassicistiske stringens ophører ved sydgavlen af palæet, som asymmetrisk afskæres af retningen for Dronningevadets løb. Langt senere, da vadet var rørlagt, kom den modernistiske nabo sammen med Klampenborgvej til, og da mosen kunne drænes og funderes Lyngby Storcenter. Hvor Dronningevadet tidligere lå i ‘ Det Hvide Palæs snit’, skabes nu et pladsanlæg, der binder hovedgadens flor af grønne plataner sammen med en naturlig adgang til storcenteret. Imod nord dannes pladsens ryg af en ny bygning, som indeholder forretninger, kontorer og et attraktivt caféområde i palæets sydvendte gård. Den nye bygning understreger vadets retning, og pladsen tilbagefører på ny vandet til byen, hvor det binder de mange tider sammen. |